Nyt inspirationsmateriale om funktionsudbud

08. marts 2011 - Nyhed

Det skal være nemmere for hospitaler at give sig i kast med brugen af funktionsudbud. Udbudsrådet har bedt Ernst & Young udarbejde et materiale, der kan inspirere hospitaler til at tage springet fra de traditionelle udbud til funktionsudbud.

Materialet tager udgangspunkt i Facilities Management-ydelser på hospitaler, som eksempelvis rengøring eller vedligeholdelse. Det kan også anvendes i andre sammenhænge, fordi processen for et funktionsudbud er den samme på tværs af sektorområderne.

Materialet giver gode råd til at udarbejde og gennemføre et funktionsudbud. Det indeholder et bud på en tidsplan og idéer til organiseringen af samarbejdet, når kontrakten er indgået. Konkrete eksempler på funktionskrav viser, hvordan funktionsudbud bliver anvendt i praksis.

Citater fra Udbudsrådets formand, Jørgen Lindegaard
”Funktionsudbud kan give mere kvalitet for pengene og rum til nytænkning, når opgaverne skal løses. Det er vigtigt at overveje funktionsudbud, hvis den offentlige service skal forbedres.”
 
”Det kan være besværligt at komme i gang med funktionsudbud. Jeg er overbevist om, at det bliver lettere, hvis man lader sig inspirere af materialet.”


Om funktionsudbud

Funktionsudbud er en anderledes måde at udbyde opgaver på. I stedet for at stille krav til de aktiviteter, der skal føre til leveringen af ydelsen, stilles der krav til funktionen, af den leverede ydelse.

Udbudsrådet offentliggjorde i november 2010 en analyse af funktionsudbud. Den viser, at funktionsudbud kan bidrage til at fremme innovation og højne kvaliteten og fleksibiliteten i løsningen af offentlige opgaver.

Erfaringer fra Hørsholm Sygehus viser, at man opnåede en besparelse på 17,5 pct. i forbindelse med det første funktionsudbud af Facilities Management-ydelser i 2002.

 

Eksempel på funktionskrav:


Bygninger og arealer skal fremstå pæne, funktionsdygtige, velplejede og renholdte, således de understøtter kerneaktiviteterne samt medvirker til brugernes trivsel.

  • Leverandøren skal understøtte organisationens miljøprofil
  • Medarbejderne har den nødvendige uddannelse og baggrund til at håndtere relevante maskiner og produkter (f.eks. kemikalier)
  • Der skal ved arbejdets udførelse anvendes almindelige anerkendte, faglige arbejdsmetoder og materiel for opnåelse af korrekt udførelse

 

 

Om inspirationsmaterialet

  • Er udarbejdet af Ernst & Young for Udbudsrådet. Ernst & Young udarbejdede også ”Analyse af funktionsudbud” for Udbudsrådet i november 2010. 
  • Henvender sig til dels til beslutningstagere i regionerne, dels til udbuds- og indkøbsansvarlige medarbejdere.
  • Er opdelt i to sektioner målrettet hver sin modtagergruppe.
    • Første sektion (kapitel 2 og 3) behandler generelle overvejelser om funktionsudbud og konkurrenceudsættelse af Facilities Management ydelser. Sektionen fokuserer på de overordnede overvejelser om økonomi, strategi samt leverandørmarkedet.
    • Anden sektion (kapitel 4-7) sigter primært mod udbuds- og driftsansvarlige. Hver af de overordnede faser ved udbud og kontraktindgåelse med en ekstern leverandør om Facilities Management ydelser gennemgås. Der er eksempler på funktionskrav og tidsplan. Afslutningsvist bringes en tjekliste for udarbejdelse og gennemførelse af funktionsudbud.

 

Du kan læse hele inspirationsmaterialet her

Udbudsrådet har tidligere udarbejdet en analyse af funktionsudbud
Se Udbudsrådets analyse af funktionsudbud her

For yderligere information kontakt pressechef Hanne Arentoft på tlf. 72 26 80 20